Det monstrøse dyr synker i knæ, dets massive krop hæver og sænker sig i anstrengte åndedrag. Med en sidste desperat kraftanstrengelse svinger det sine kolossale stødtænder gennem flokken af eksalterede mænd. En ung jæger bliver kastet op i luften, og hans skrig fletter sig sammen med mændenes hujen og mammuttens rallen i et crescendo af kaos. Det før så vilde blik i dyrets øjne falmer i dødens apati.

Det er bemærkelsesværdigt, hvor enige historiebøgerne er om tiden før historie blev til historie. Selvom vi beskriver menneskene før fremkomsten af landbrug som jæger-samlere, afbilder vi dem som jægere med en forkærlighed for store byttedyr, især mammutter. Bøger om menneskets oprindelse og udvikling går endda så langt som at fabulere over, hvordan nødvendigheden for kommunikation, samarbejde og planlægning i jagt har formet vores hjerne og sprog. En på alle måder fornuftig antagelse, jagt kan meget vel have fungeret som en katalysator for udviklingen af mere komplekse kommunikationsformer, herunder sprog, da det gav menneskene mulighed for at udveksle informationer, koordinere deres handlinger og give deres viden om jagtstrategier og teknikker videre til næste generation. Ligesom jagt uden tvivl også var en mulighed for unge mænd til at vise deres værd og placere sig i stammens hierarki. Men vi må ikke glemme, at jagt også er en vanskelig disciplin, der ikke kun kræver dygtighed, men også held. Jagt kan mislykkes, og jagt kan være farlig. Dumdristighed bliver måske belønnet, men i en verden uden antibiotika kan en simpel rift også betyde døden, mens et brækket ben i bedste fald kan betyde, at gruppen ikke længere kan følge byttedyrenes vandring, mens de plejer en såret jæger.

Vi ved fra nutidige jæger-samlersamfund, at gruppens kvinder hovedsageligt tager sig af indsamlingen af spiselige planter, frugter, nødder og smådyr, men alle kan tage del. Samlerne tegner sig således for imponerende 80% af maden i moderne jæger-samler samfund. Man kan samle, selvom man er gravid eller har et lille barn på ryggen, og den gamle mand, der ikke længere evner at følge de unge mænd på jagt, kan også samle. Det kræver alles evner i forening, årvågne øjne, barnlig nysgerrig foretagsomhed, erfaring og snilde, når der skal plukkes bær, graves rødder op, og de forræderiske svampe skal samles. Mens de samler, snakker de sammen, passer børn og deler erfaringer og viden. Historier om forfædrene og deres bedrifter videregives fra generation til generation, og sang og dans benyttes til at formidle kompleks viden om naturen omkring dem. I samler-samfundet tager alle del på lige fod, hvilket også ofte afspejles i mere egalitære sociale strukturer, hvor magt og ressourcer er ligeligt fordelt mellem medlemmerne.

Hvorfor tillægger vi så jagten så meget mere værdi end det at samle? Måske har vi ikke, som moderne mennesker, erfaring med efteristidens megafauna, der nok kunne få jorden under vores fødder til at ryste, men de fleste har været til en mundtlig eksamen eller en jobsamtale. Dit hjerte banker hurtigt, dine håndflader bliver svedige. I dette øjeblik er din hjerne under utrolig høj stresspåvirkning, men den fungerer også på sit højeste niveau. Når vi er stressede, frigiver vores kroppe kortisol, som hjælper os med at forblive opmærksomme og fokuserede. Kordisolet aktiverer også amygdala, en del af hjernen, der er ansvarlig for at bearbejde følelser og minder. Som et resultat har stressende begivenheder tendens til at blive husket mere levende end almindelige oplevelser. Det kan være, at jagt fremstår som en mere værdifuld og mindeværdig aktivitet på grund af den intense spænding og stress, den medfører. Jægere skulle være på vagt og klar til at reagere hurtigt på farer, og de skulle bruge deres snilde og evner til at samarbejde for at overmande deres bytte. Disse stressfyldte og udfordrende situationer har måske gjort jagt mere mindeværdigt og dermed mere betydningsfuld i vores kulturelle fortællinger. På den anden side kan det at samle virke mindre dramatisk og spændende, da det ofte involverer mere rolige og rutineprægede aktiviteter. På samme måde husker vi en eksamen med fotografisk præcision, men ikke alle timerne og det arbejde, der forberedte os på den.

De kunstneriske repræsentationer i Chauvetgrotten i det sydlige Frankrig giver os et indblik i, hvordan vores forfædre så sig selv og deres omverden. Indtil videre er der registreret 224 dyrefigurer og 4 menneskelige figurer i hulen. Dyrefigurerne kan opdeles således: 158 mammutter, 28 bisoner, 15 heste, 12 bjerggeder, 10 uldhårede næsehorn og én enkelt hulebjørn. I lejerbålets flakkende lys har mændene fortalt vilde historier om jagt og storvildt, ikke ulig nutidens historiebøger. De har sikkert også fra tid til anden jaget og spist mammutter, men de har også været fornuftige jægere, som først og fremmest værdsatte deres eget liv og førlighed. Derfor har de sandsynligvis ikke gået efter fuldvoksne hanner, men i stedet forsøgt at isolere eksempelvis ungdyr eller drægtige hunner, der ville være lettere bytte. Mammutter havde en relativt lang reproduktionscyklus, og selvom det er vanskeligt at fastslå en præcis frekvens for, hvor ofte de fik unger, antages det, at hunnerne blev kønsmodne omkring 10-15 års alderen og havde en drægtighedsperiode på omkring 22 måneder. Dette er betydeligt længere end fx nutidens elefanter. Det skønnes således, at en mammuthun muligvis kun fødte en unge hvert fjerde eller femte år. Selv moderat jagt kombineret med pres fra skiftende klimaforhold kunne nemt have dødsdømt mammutten som art.

Selvom det ligger lige for at tænke på vores forfædre som jægere, så er det vigtigt at huske, at samleradfærd spillede en afgørende rolle i vores forfædres overlevelse og livsstil. At samle føde kræver en dyb forståelse af naturen og dens ressourcer samt evnen til at dele og videregive denne viden til andre. De dygtigste samlere sikrede ikke blot deres egen og deres børns overlevelse, men gav deres viden og deres gener videre til de kommende generationer. Således har både jagt og samling bidraget til at forme vores sociale og kognitive færdigheder og gjort os til de mennesker, vi er i dag. Samlerne lever videre i os alle.